Vi håber at alle er kommet godt ind i det nye år! 🙂
Endnu engang en MEGA KÆMPE STOR TAK til de mange, som gennem 2025 havde lyst til og mulighed for at yde en kæmpe indsats i Bastiansminde ved forskellige arrangementer og aktiviteter. Bestyrelsen værdsætter og takker rigtig mange gange for indsatsen og håber på, at 2026 byder på lige så mange gode oplevelser – og gerne flere! Nogle af dem er allerede sat i kalenderen, så husk at sætte kryds.
Arrangementer i 2026
- Sodavandsdisko – udsat til senere på året
- Fastelavn søndag d. 15/2
- MGP-fest lørdag d.21/2
- Påskeæg jagt mandag d. 6/4
- Generalforsamling onsdag d. 15/4
- Pinsemorgen søndag d. 24/5
- Sommerfest lørdag d. 20/6
- Ældreskovtur lørdag d. 29/8
- Forskønnelsesdag søndag d. 13/9
- Halloween søndag d. 25/10
- Julefest søndag d. 5/12 (ikke bekræftet)
Det forgangne år har budt på et væld af arrangementer og aktiviteter. Blandt andet blev vores 90 års jubilæum fejret med underholdning for både børn og voksne, middag og dans til langt ud på natten. Det lykkedes også at få stablet et velbesøgt loppemarked på benene, hvor vejret heldigvis var med os. Det var det også på årets ældreskovtur, hvor vi lagde vejen forbi Christiania til en rundvisning efterfulgt af middag i fælleshuset.
Tak til alle jer, der har stået for at arrangere alt fra festlig fejring i sommernatten til uhyggelig halloween i vintermørket.
Det var også dejligt, at så mange havde tid, lyst og mulighed for at kigge forbi og give en hånd med på forskønnelsesdagen i september – både med de praktiske opgaver og forplejningen. I fællesskab fik vi ordnet alt på to do-listen og faktisk også lidt til. Vi besluttede undervejs at restaurere legehuset i stedet for at pille det ned, og legepladsen blev strammet op, hvor det var nødvendigt.
Vandskade på Azaleagangen
I juli havde vi desværre et vandrør på Azaleagangen, som skulle repareres.
Bestyrelsen beklager rigtig meget de gener, det gav de berørte beboere på Azaleagangen.
Fællespladsen
2025 var det år, hvor vores fællesplads startede sin forvandling til et mere imødekommende åndehul med vilde blomster og mulighed for at grille.
De nye havemøbler er i løbet af sommeren blevet brugt flittigt – og senest ved julearrangementet, hvor der blev kreeret julepynt til juletræet på fællespladsen.
Fire sæt af de gamle bordebænkesæt er blevet doneret til Boldklubben 1908.
Vicevært og husbestyrer
Ole A35 fortsætter som vicevært og Sanne A22 som husbestyrer af Fælleshuset.
Husk at hente din nøglebrik til fælleshuset
Der er fortsat en del, som ikke har hentet nøglebrik til fælleshuset. De kan hentes hos bestyrelsen inden for normal åbningstid mandag kl. 19-20 i lige uger. Nøglebrikken giver adgang til fælleshuset i de tidsrum, hvor det ikke er lejet ud.
Skraldeskur – en opsang 🙁
Desværre bliver der stadig efterladt ting i skralderummet, som ikke hører til der. Overfyldte containere er også stadigvæk et tilbagevendende problem. Kun følgende typer affald hører til i det:
- Papir
- Pap – foldet samme, så det fylder mindre
- Plast – brug først din egen beholder på dit havelod
- Elektronik – skal kunne være i beholderen
- Metal – skal kunne være i beholderen
Storskrald HØRER IKKE TIL i skralderummet men kan afleveres i vores storskraldsrum den første søndag i hver måned fra kl. 10.00-13.00. Kan du ikke vente, så aflever det på en genbrugsstation.
Affaldscontainerne ved fælleshuset er tiltænkt restaffald fra aktiviteter og udlejninger i fælleshuset samt haveaffald fra fællesarealerne. De må altså IKKE benyttes til affald fra jeres husstande, hvilket vi desværre har set en sørgelig tendens til, at nogen gør.
Bestyrelsen og viceværten siger også nej tak til klistermærker og graffiti på fællesarealerne.
Vi krydser fingre for at 2026 bliver et godt affaldsår, hvor vi alle gør os umage – på forhånd tak.
Fælles værktøj i skuret på fællespladsen
Vi er så småt i gang med at samle fælles værktøj i skuret på fællespladsen. Planen er, at det skal være noget vi alle kan låne efter aftale med viceværten. Har du værktøj, som du tror vil kunne komme fællesskabet til gavn, så hiv fat i viceværten, læg en seddel i postkasse på fælleshuset eller skriv en mail til basminde@gmail.com.
Snerydning og saltning
HAVIA er vores nye samarbejdspartnere ift. snerydning og saltning, og bestyrelsen var i år rettidigt ude med en aftale, alligevel startede vi ud med lidt opstartsvanskeligheder.
Vi har heldigvis haft en god dialog med firmaet undervejs, og det er vores indtryk, at firmaet nu lever op til vores aftale. Hvis de af eller anden årsag ikke salter/fjerner sne er opgaven din efter de gængse vinterpligter.
Vil du/I være med i Bastiansminde madklub?
I september 2025 startede de nye madklubber op, og efter sigende har de kørt med stor succes.
Og nu skal du være hurtig – i januar er der igen mulighed for tilmelding til nye madgrupper.
Du tilmelder dig på Facebook – madklub i Bastiansminde
Alle tilmeldte starter med fællesspisning nu på torsdag d.29/1 2026 kl. 17.30 – 19.00 i Fælleshuset – du skal selv have mad og service med – drikkevarer kan købes i Bassen.
Gadelamper
Det er løbende et problem, at vores gadelamper går i stykker, og der er desværre lang leveringstid på nye lampehoveder, da de ikke er en standardvare. Bestyrelsen er opmærksom på problemet og får udskiftet defekte lamper så hurtigt, det er muligt. Fortæl os det så snart du ser en lampe, der ikke lyser (når den skal).
Vedligeholdelse af rottespærrer
De sidste par år er der blevet installeret rottespær ved alle husstande efter fælles beslutning på generalforsamlingen i 2021. Her blev det også vedtaget, at foreningen skulle stå for vedligeholdelsen – herunder jævnlige eftersyn. Da det første eftersyn ikke viste tegn på problemer eller skader, valgte vi sidste år at udskyde næste eftersyn til 2026 og derved spare en del penge. Skulle der være udfordringer med jeres rottespær, så ret gerne henvendelse til bestyrelsen. Bemærk, at du selv har ansvar for at vedligeholde din kloak inde på selve haveloddet – herunder at sikre fri passage ud til kloakken i vejen. Foreningen står udelukkende for, at rottespærren sidder som de skal og ikke er beskadiget.
Fælleshuset og Bassen
Bassen holder ‘åbent’ for alle beboere, medmindre fælleshuset er lejet ud.
Vi har nu også etableret en tillidsbaseret bar i Bassen, hvor det er muligt at købe bl.a. sodavand.
Det er dejligt at se, at fælleshuset bliver flittigt brugt til f.eks. spillecafé, IT-hjælp og strikkeaftener. Seniorklubben mødes fast om mandagen og yogaholdet om onsdagen. Derudover har caféudvalget haft held med at samle folk til fredagsbar tre gange. Vil du være med næste gang, så husk at kigge efter næste mulighed bl.a. i udhænget på Fælleshuset.
Har du en idé til aktiviteter i Bassen, kan du kontakte Sofie fra caféudvalget på Facebook Sofie Juul Hjorth, som kan hjælpe med at annoncere arrangementet.
Fortsættelse på fællespladsprojektet
De næste store opgaver på fællespladsen bliver at etablere støjhegn ind mod A26, B29 og Fælleshusets gård, få lavet ny legeplads og “trimmet” det store træ på fællespladsen.
Med håbet om et fortsat godt år for alle 🙂
Bestyrelsen