Godt nytår til hele foreningen! Vi håber alle er kommet godt ind i det nye år og fik fejret højtiden med manér. Lad os starte året med et par opdateringer fra bestyrelsen om året der gik.
Nye stillingsopslag
Vi besætter de forskellige stillinger i foreningen for et år ad gangen, og det er tid til, at teamet for 2025 skal sættes. I december åbnede vi for ansøgninger til tre stillinger (vicevært, haveperson og husbestyrer) og vi holder interviews her i januar. Stillingen som skraldevagt er allerede besat for 2025 (Jan Larsen, B49). Se mere om stillingerne på https://www.bastiansminde.dk/ledige-stillinger-i-bastiansminde.
Flaggruppe
Vi har i et stykke tid nu manglet en person til at hejse flaget i løbet af flagsæsonen. Vi efterspørger hermed en gruppe af bastianere, der vil være ansvarlige for det, så ingen skal stå alene med ansvaret. Tag fat i bestyrelsen hvis I enten allerede er en gruppe, eller hvis du som individuel beboer gerne vil være del af gruppen.
Fælleshuset får en kærlig hånd
Efter mange overvejelser ift. renovering af nuværende køkken, endte det i stedet med køb af nyt køkken. Køleskabene i køkkenet og aktivitetsrummet er blevet udskiftet. Det nye køkken opsættes i uge 6. Så i januar 2025 bliver der rig brug for hjælp til at rydde køkkenet for inventar, nedrivning og bortskaffelse af det gamle køkken, nedtag af elektriske installationer, maling mm. Har du allerede nu lyst til at byde ind på en arbejdsopgave, så må du meget gerne lægge en besked i postkassen ved Fælleshuset eller skrive en e-mail til os.
Hjemmearbejdsdage i fælleshuset
En gruppe bastianere prøver en periode at arbejde hjemmefra i Fælleshuset. Som udgangspunkt vil det være hver mandag og fredag (hvis der ikke er booket til weekenden) fra kl. ca 9:00 til ca 15:00. https://www.bastiansminde.dk/nyheder/kontorfaellesskab-i-bastiansminde/
Hjertestarter
Vi har sat vores hjertestarter op ved Fælleshuset og vil i den forbindelse opfordre beboere, som er stærke i livreddende førstehjælp, til at melde sig som Hjerteløbere på https://hjertestarter.dk/hjerteloeber/ og samtidig sige tak til de, der allerede er det! Vi har desuden kontaktet Hjerteforeningen for at få en instruktør ud i vores Fælleshus for at give os et “Hjerteredderkursus – 30 minutters intro i genoplivning”. Datoen bliver først fastlagt når interesserede har meldt sig til. Hvis du vil med, så send fornavn, efternavn og e-mail-adresse til bestyrelsen (basminde@gmail.com).
Vending af A-gangen
A-gangen er blevet vendt, og vi har endnu ikke hørt om gener i den forbindelse. Vi har også lavet en plan for at få ryddet op i skilteskoven og har startet arbejdet med at få vores skiltning til at følge politiets anvisninger.
Jubilæumsfesten
Tusind tak for alle de gode arrangementer i løbet af 2024: halloween, julefest og sidste skud på stammen – nytårsfest! Festlighederne bliver kun bedre i det nye år, hvor vi skal fejre 90-års jubilæum den 21. juni. Vi vil ualmindelig gerne have flere folk til at være med til at arrangere festen. Skriv til bestyrelsens mail, hvis du vil være med.
Fællespladsudvalget
Efter en længere proces ift. entreprisen på projektet, har vi nu en aftale med firmaet Montage Plan v/entreprenør John Nielsen. John Nielsen står for både fællesplads og støjhegn, og stiler mod opstart snarest muligt.
Snerydning
Det nye år har allerede budt på ægte vinter. Bestyrelsen har igen været heldige at få vores gode venner fra Sundbyvester til at stå for snerydning og saltning ved behov og de har allerede været på besøg i weekenden. Erfaringen viser dog at sygdom, travlhed og andre genstridigheder kan komme i vejen for perfekt snerydning og i de tilfælde opfordrer vi beboere til selv at rydde gangene uden for egne huse.
Sæt kryds i kalenderen
MGP – Børnemelodigrandprix-fest: 22. februar 2025
Fastelavn: 2. marts 2025
Generalforsamling: Onsdag d. 2. april 2025
Pinsemorgen: Søndag d. 8. juni 2025
Loppemarked: Ej fastlagt (skriv til bestyrelsen, hvis du er interesseret i at stå for det)
Sommerfest/Jubilæum: 21. juni 2025
Åben Havedag: Ej fastlagt (skriv til bestyrelsen, hvis du er interesseret i at stå for det)
Ældreskovtur: Lørdag d. 23. august 2024
Forskønnelsesdag i Bastiansminde: Søndag d. 7. september 2024
Halloween: Søndag d. 26. oktober 2024
Julefest: Lørdag d. 6. december 2024
Der er altid plads til flere arrangementer, så tag endelig kontakt til bestyrelsen eller Bastiansmindes festudvalg (kontaktperson Rebecca B44), hvis du har en idé og ønsker at stå for noget.
Få nyt med det samme
På vores website kan man nederst på siden tilmelde sig vores to forskellige digitale info-services:
Få en e-mail når der kommer en nyhed på websitet. Vi opfordrer til at alle tilmelder sig denne nye mulighed.
Få en SMS når der er vigtigt nyt. Vi opfordrer til at én per husstand tilmelder sig. 156 beboere er allerede tilmeldt!